Vi havde 3 dejlige overnatninger på Brovad Sands Lodge. Der er rigtig mange gode ting at sige om dette sted. Du bliver hentet ved færgen af deres gratis transfer. Personalet på hotellet byder dig herefter virkelig velkommen, når du ankommer. Indretningen er virkelig lækker og smuk - både i lobbyområde, spiseområde, poolområde og værelserne. Vi boede i suiten, og det var virkelig næsten overdådige forhold - stort siddearrangement, stor seng, kæmpe badeværelse med moderne badekar. Udsigten var fænomenal - vi lå første række til vandet og havde det vildeste udkig fra sengen. Maden i restauranten er også rimelig god. Vi følte os generelt godt tilpas! Der er dog også nogle mere negative ting at sige, som også fyldte ret meget. Der er insekter, firben mm. overalt! Har aldrig set så mange i mit liv. Både i restauranten, i udeområderne, på værelserne - og der er ikke myggenet. Vi måtte to gange spørge, om vi kunne låne insektspray og spraye på vores badeværelse og i soveværelset. Derudover, så havde vi tit svært ved at fange en tjener i restauranten for at bestille vores aftensmad (de ville helst have, at man bestilte maden i forvejen til et bestemt tidspunkt). Dette var også lidt irriterende. Slutteligt, så synes jeg, at man fra hotellets side bør nævne, at man som gæst ikke bør bade - eller i hvert fald på eget ansvar - i Lake Victoria, da man især i regntiden har risiko for at få sneglefeber. Dette blev ikke nævnt en eneste gang - vi blev ligefrem opfordret til at tage en dukkert.